At skabe antropologisk viden om børn

Teksten 'At skabe antropologisk viden om børn' drejer sig om at man etnografiske metoder kan bruge til at skabe antropologisk viden om børn. Det giver os indsigter i sammenhængene mellem børns handlemuligheder og opfattelser og deres opvækstbetingelser og relationer.


”Antropologiens væsentligste bidrag til børneforskningen ligger i udforskningen af forbindelserne mellem barnet og dets kontekst, mellem det individuelle og det generelle, som de udfolder sig i hverdagens interaktioner, betydningsdannelser og sociale alliancer. Det er en viden om kultur, der søges, men kultur forstået som et analytisk perspektiv på tilværelsen, en måde at beskrive på hvordan mennesker skaber indsigt under bestemte sociale betingelser.”('At skabe antropologisk viden om børn' side 35)


Antropologien er opdelt i 5 kategorier, der kaldes: feltarbejde, deltagerobservation, refleksivitet, barneperspektiv og kontekst.


Feltarbejde:


”Feltarbejdet går ud på at få blik for menneskers handlinger og forståelser og forsøger at begribe de mønstre og logikker, der kan forklare dem, uanset hvor i verden man bedriver forskning.”('At skabe antropologisk viden om børn' side 20)


Feltarbejde er grundstenen i den antropologisk forskning. Man få antropologisk viden idet man over en længer tidsperiode er tilstede i dens menneske liv man udforsker. Målet er at indgå i sociale situationer og opbygger relationer til de mennesker man udforsker, for at få et så fyldestgørende indtryk af deres liv og opfattelser som muligt. For at kunne få indsigt i mønstre og betydningsfulde gentagelser og for at kunne blive fortrolig med roller, rutiner, sprog og omgangsformer, skal man kunne skelne det typiske fra det enestående. Man skal registrere detaljer, der måske ligger langt fra ens umiddelbare forståelse af forskningsobjektet og det er vigtig at man kan undre sig over de forhold, man konfronteres med, det giver så anledning til at man stiller spørgsmål og forsøge at forstå rationalerne bag den praksis, man iagttager. Feltarbejde beror på en vekselvirkning mellem deltagelse i andre menneskers hverdagsliv kombineret med observation og systematisk refleksion over de iagttagede.


”Der er mange forskellige tilgange, for enhver undersøgelse må tilpasses det specifikke genstandsfelt og den problemstilling, der arbejdes ud fra.”('At skabe antropologisk viden om børn' side 19)

Deltagerobservation:

Deltagerobservation er en vekselvirkning mellem forstå og perspektivere forståelse, der tilsammen udgør den erkendelsesproces, som etnografen gennemløber under feltarbejdet.

”Deltagerobservationen er således ikke bare at gå ind i undersøgelsesfeltet og søge at forstå, det er også at bestræbe sig på at lægge afstand til det kendte og hjemlige. Glemme sine hidtidige opfattelser i forsøget på at begribe verden, som den giver mening lokalt.”('At skabe atropologisk viden om børn' side 22)

Før man begynder at vurdere en ukendt situation skal man først prøve at forstå den, vurderer man først, risikerer man at ens eget erfaringsgrundlag bliver målestok for de forhold, man iagttager. Man skal prøve at distancere sig analytisk for at kunne forklare, hvordan det, man iagttager, overhovedet kan give mening.

”Forudsætningen for at kunne handle etisk ansvarligt er at kunne forstå på lokale præmisser.”('At skabe antropologisk viden om børn' side 22)

Feltarbejde som refleksiv tilstand:

Grundlaget af refleksivitet er at håndtere balancen mellem nærhed og distance.

”Kun gennem systematiske overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan man håndtere på en gang at skulle sætte sig ind i andre menneskers liv og forsøge at forklare deres livsomstændigheder, værdier og rationaler, uden at ens egne begreber overtager den analytiske konstruktion af sammenhænge.”('At skabe antropologisk viden om børn' side 23)

Det er meget svært at opretholde distancen til undersøgelsesobjektet, fordi det etnografiske arbejde forudsætter at man gå i relationer med mennesket man undersøger. Så grænsen mellem subjekt og objekt sløres og forskeren tvinges til at stille spørgsmål både ved sig selv og sit eget værdigrundlag.

”Et grundlæggende aspekt ved refleksiviteten er derfor, at forskeren i videst mulige omfang er opmærksom på de udvælgelser, der foretages, og de personlige forhold, som i feltarbejdssituationen påvirker ens opfattelser af empiri.”('At skabe antropologisk viden om børn' side 25)

Om konstruktionen af et barneperspektiv:

I det seneste tiår skete der nogen ændringer ved de etnografiske metoder, børnene bliver nu inddraget i forskningen som aktører. Ændringen har medført, at begrebene barneperspektiv og børnekultur i dag står centralt i forskningsdebatten.

”Objektet for den antropologiske forskning er ikke bare børn, men børn i bestemte kontekster.”('At skabe antropologisk viden om børn' side 32)

Analyse af kontekst:

”Kontekst er det, der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske.”('At skabe antropologisk viden om børn' side 34)

Kontekst er en samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder i det enkelte barns sociale omgang.

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb! Børns kulturelle udtryksformer og værdier af Beth Juncker

Teksten 'Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb! Børns kulturelle udtryksformer og værdier' af Beth Juncker, drejer sig om de Pædagogiske læreplaner og børns kulturelle udtryksformer og værdier under en politisk bestemt målsætning, hvor faglige og kulturelle kompetencer krydser klinger. Mellem de faglige og kulturelle færdigheder er der intet modsætningsforhold, de er lige nødvendige, men de værdsættes forskelligt. Mens de faglige færdigheder er højt værdsat af de ældre generationer, er de kulturelle færdigheder værdsat af børnene selv, som er meget vigtig for deres porten til venner, til deltagelse, til deres socialt liv, til erkendelse og erfaringer – altså til læring. Her er det hvor spørgsmålene opstår: Indebærer læreplanerne børns egne interessefelter? Kan perspektiverne forenes? Hvorfor læreplaner?

Tidligere blev aktiviteterne i vuggestuer, børnehaver og dagplejer ikke forbundet med 'læreplaner'. Aktiviteterne har været omfattet af pædagogiske og psykologiske udviklingsbegreber, ikke af læringsbegreber og slet ikke af didaktiske begreber. Nu er denne elementære forskel på dagtilbuddenes pædagogiske og skolernes didaktiske processer tilsyneladende glemt. Men de har ikke været enige om, at det var godt, slet ikke om, at det var godt for børn. Diskussioner har delt de yngre og ældre generationer, de ældre siger:

”Om man kalder det leg, læring eller undervisning, om der er forskel på fænomenerne, om man griber det legende, fakta- eller projektindlærende an, kommer for de fleste ældre lægfolk ud på ét: når alt kommer til alt, handler det om at få de børn lært det nødvendige.”

De Pædagogiske læreplaner vil at børnene bliver forberedt på skolen – lær dem tal og bogstaver, natur, krop, sprog osv., så redskaberne som undervisning kræver er til stede, når skolen og undervisningen har brug for dem. Men de læreprocesser der er forbundet med den viden og de færdigheder, der erobres gennem lege, ikke er umiddelbart forenelig med de læreprocesser, der er forbundet med undervisning og den viden og de faglige færdigheder, undervisning skal bibringe sine elever. Der er ingen der ved i hvilket felt i læreplanen 'kulturelle udtryksformer og værdier' skal hen. Det er ikke kulturelle udtryksformer og værdier i almenhed, der skal laves læreplan for. Det er børns kulturelle udtryksformer og værdier der skal kigges på, men her kommer det første problem, pædagogerne oversætter 'kulturelle udtryksformer og værdier' ofte med klassiske kunstneriske udtryk – litteratur, teater, musik osv., men det omfatter ikke børns egne kulturelle udtryksformer og værdier.

Der findes noget der kaldes de 3 K'er – kultur FOR børn, kultur MED børn og kultur AF børn. De to første kategorier dækker over en bred klassifikation af de kulturtyper, der i dag henvender sig til børn, det er relationen mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser. Ved den sidste kategorier er man ikke rigtig enig om hvad den dækker, men de fleste siger at den dækker børns egne tegninger og billeder, historier, sange og musik og teater. De skaber deres egen kultur.

”De 3 K’er, alle i denne situation griber til, er en modsigelsesfyldt konstruktion. Den afgrænser et kendt voksenstyret felt, kultur for og med børn, og prøver at få det ukendte, børns kultur, ind på samme niveau. De to første kategorier henviser til socialt forankrede kulturelle produktionssystemer og de kulturprodukter, der produceres, distribueres, formidles og recipieres gennem dem: den børnelitterære institution, den børnedramatiske, den børnefilmiske osv. De kan findes og genfindes i virkeligheden. Den sidste kategori er derimod hverken socialt forankret i et sociologiske system eller produktbestemt. Den dækker over de kulturelle processer, der skaber mening og betydning for dem, der deltager, mens de finder sted.”

Den sidste kategori af de 3 K'er er altså en helt anden art end de første to K'er og ikke umiddelbart forenelig med dem.

Det der er det næste problem, er at de 3 K'er kan pege i hvilken som helst retning, det betyder at den blev brugt som en elastik, der kunne tolkes, trækkes og strækkes efter de interesser, der lige nu er brug for. Så resultatet blev at alt kan være 'børnekultur' f.eks. skoler bliver til kulturtyper og kulturoplevelser involveret i undervisningen, så det er både kultur FOR og kultur MED børn.

”Det er nødvendigt at gennemtænke den som regulært begreb: rydde op i
klassifikationskategorierne, præcisere optikken og pege på konsekvenserne.”

Efter Mouritsen ses børnekultur ikke længere som et socialisationsfelt, men det ses som et æstetisk felt.

”Det omfatter både børns egne æstetiske udtryksformer og processer og de kunstnerisk-æstetiske udtryk, der er forbundet med de klassiske og moderne medier, de benytter sig af.”


”Tidens rationelt orienterede videnskab anerkendte ikke, at mennesker kunne opnå viden og indsigt og nærme sig sandhed ved hjælp af sanser og følelser. Sanser og følelser var illusoriske.”


”I forhold til et nyt børnekulturbegreb er det vigtigt at skelne mellem feltets to genstandsområder. Børns kultur og kultur med børn har intet med kunst at gøre. Det omfattes af teorier om sensitiv erkendelse, altså af forestillinger om, hvordan børn og voksne skaber mening og erkendelse i hverdagen gennem formgivning, iscenesættelse, af sanser og følelser. En formgivning, der udtrykker sig gennem æstetiske mønstre, genrer og kulturelle udtryksformer.”

Æstetiske mønstre – vittighedsmønstre, legemønstre, fortællemønstre – åbner for en rig variation af enkelte æstetiske udtryksformer, i lyd, i mimik og i gestik. Gentagelserne er ofte den struktur, der bærer udtryksvariationerne, og som skaber et trygt rum.

”Vores kulturelle liv handler om igen og igen at genskabe denne vitale kombination af selvforglemmelse og meningsfuldhed. Det er det, både voksne og børn bruger kunst og moderne æstetiske medier til. Fordi de udfordrer vores sanser, beriger vores kulturelle mønstre og udtryksformer, og dermed gør os bedre til at tolke livet, de andre og os selv.”

Det nye børnekulturbegreb fastslår, at ikke alt i børns liv er kultur, begrebet omfatter kun de dele af børns hverdagsliv, der har med kulturelle udtryksformer, æstetiske læreprocesser og æstetiske oplevelser at gøre.